Når forklaringen bliver dig selv

Når noget ikke lykkes som håbet, leder vi næsten altid efter en forklaring.

Det er en naturlig reaktion. Hjernen er ikke god til at lade ting stå uforklarede. Den søger sammenhæng, årsag og mening også når det er ubehageligt.

Problemet opstår ikke i selve søgningen.

Det opstår i, hvilken forklaring vi finder hurtigst.

Den korteste vej til en forklaring

Forestil dig, at du har lagt en stor indsats i noget. Et projekt, en relation, en forandring i din hverdag, og det ikke lykkes som håbet.

Tankerne kan hurtigt bevæge sig i én bestemt retning:

"Så var jeg ikke god nok."

“Jeg manglede åbenbart noget."

"Andre ville have klaret det bedre."

Denne forklaring er ikke valgt bevidst. Den opstår hurtigt, næsten automatisk, og den føles overbevisende fordi den er enkel og konkret.

Det er det, psykologer kalder en intern attribuering: vi forklarer et resultat med noget ved os selv, frem for at undersøge de omstændigheder, der var til stede.

Hvad attribuering har med selvvurdering at gøre

Attribuering handler om, hvordan vi fortolker årsager til det, der sker. Forskning på området viser, at vi mennesker systematisk har tendens til at overvurdere interne forklaringer og undervurdere konteksten.

Det vil sige: vi tillægger os selv mere ansvar for et negativt udfald, end situationen berettiger.

Det sker ikke, fordi vi er irrationelle. Det sker, fordi interne forklaringer er lettere at få øje på end eksterne. Vi har adgang til vores egne tanker, følelser og handlinger. Vi har ikke samme adgang til alle de forhold, der også spillede ind: timing, ressourcer, andres beslutninger, belastning over tid, tilfældighedernes indflydelse.

Resultatet er, at vi vurderer os selv på et ufuldstændigt grundlag.

Resultater er ikke neutrale måleredskaber

Et resultat er ikke en objektiv afspejling af den person, der stod bag.

Resultater opstår i en kontekst. De påvirkes af faktorer, som ingen enkeltperson har fuld kontrol over. De ressourcer der var til rådighed, den belastning der i forvejen var til stede, de rammer der var sat, det tidspunkt situationen opstod på.

Det betyder ikke, at resultater er ligegyldige.

Det betyder, at resultater alene sjældent giver et retvisende billede af et menneskes kapacitet, karakter eller indsats.

Hvis du arbejdede under pres, med for få ressourcer, midt i en periode der i forvejen var krævende og resultatet ikke blev, hvad du håbede, siger det mere om vilkårene end om dig.

Hvad handlingerne fortæller

Det, der faktisk fortæller noget om et menneske, er sjældent resultatet.

Det er handlingerne.

At du mødte op, selv når det var svært. At du prøvede igen, efter det ikke lykkedes første gang. At du holdt fast i noget, der var vigtigt for dig, også når omgivelserne ikke gav det medvind.

Disse handlinger er kontrollerbare. De er et udtryk for noget ved dig. Resultatet er det ofte ikke.

Det er en forskel, det er værd at lægge mærke til. Ikke som en trøst, men som en mere præcis måde at undersøge, hvad en situation egentlig siger om dig.

En invitation til at stille et andet spørgsmål

Næste gang noget ikke lykkes som håbet, er det nærliggende spørgsmål:

"Hvad gjorde jeg forkert?"

Men det er ikke nødvendigvis det mest præcise spørgsmål.

Et mere nyttigt udgangspunkt kan være:

"Hvilke vilkår arbejdede jeg under? Hvad havde jeg adgang til, og hvad havde jeg ikke? Hvad gjorde jeg, trods det?"

Det er ikke en måde at fraskrive sig ansvar på.

Det er en måde at vurdere sig selv på et mere retvisende grundlag.

Jeg arbejder med voksne, der oplever belastning, pres og mistrivsel, og som ofte dømmer sig selv hårdere, end situationen egentlig berettiger. Hvis du kan genkende noget i det, du har læst, er du velkommen til at tage kontakt.