Hjælp til:

Livskriser og svære overgange

Nogle livsbegivenheder forandrer mere end de ydre omstændigheder.

De forandrer også den måde, vi forstår os selv, vores relationer og vores fremtid på.

Det kan være skilsmisse, sygdom, tab af en nærtstående, arbejdsløshed, sygemelding eller andre livsforandringer, hvor noget, der tidligere gav retning eller stabilitet, ikke længere er til stede på samme måde. Det kan også være forandringer, man selv har ønsket eller valgt. Selv positive forandringer kan udfordre den måde, man hidtil har forstået sig selv og sit liv på.

Når mennesker står i en livskrise, forsøger de ofte først at finde en løsning. Det er en naturlig reaktion. Vi er vant til at håndtere problemer ved at analysere dem, træffe beslutninger eller finde en vej videre.

Men nogle af livets udfordringer kan ikke løses på samme måde som et problem.

Nogle erfaringer indebærer et tab af noget, der ikke kan genskabes. Det kan være en relation, en fremtidsforestilling, en rolle eller en forståelse af, hvem man er. Derfor oplever mange, at de bliver ved med at lede efter svar, selv når der ikke findes en enkel løsning.

Fra et psykologisk perspektiv handler livskriser ofte om mere end følelser. De handler om orientering.

Mennesker skaber løbende sammenhæng i deres liv gennem fortællinger om, hvem de er, hvad der er vigtigt, og hvor de er på vej hen. Når noget grundlæggende forandres, kan disse fortællinger blive udfordret. Det, der tidligere gav mening, passer ikke længere helt til den virkelighed, man står i.

Derfor handler en livskrise ofte ikke kun om det, der er sket. Den handler også om den identitet, de forventninger og de forestillinger om fremtiden, som er blevet ramt undervejs.

Jeg møder jævnligt mennesker, som bliver frustrerede over, at de ikke kan tænke sig ud af situationen eller komme hurtigere videre. Men livskriser følger sjældent en lineær proces. De indebærer ofte en gradvis omorganisering af den måde, man forstår sig selv og sit liv på.

Noget af det, der kan gøre en livskrise særligt belastende, er forsøget på at vende tilbage til den person eller den situation, der fandtes før forandringen. Jo mere energien bruges på at genskabe noget, der ikke længere er muligt, desto mindre plads bliver der ofte til at forholde sig til den virkelighed, man faktisk står i.

Det betyder ikke, at man skal acceptere alt eller give afkald på det, der er vigtigt. Men det betyder ofte, at der bliver behov for at finde en ny måde at orientere sig på.

I samtalerne arbejder vi med at forstå den betydning, forandringen har fået i dit liv. Vi undersøger ikke kun det, der er sket, men også det, der er blevet udfordret eller mistet undervejs. Formålet er ikke at fremskynde en proces eller presse en bestemt løsning frem, men at skabe en større forståelse af situationen, så det gradvist bliver muligt at finde fodfæste og retning i en virkelighed, der måske ser anderledes ud end tidligere.

Kontakt

Det kan være svært at række ud, når overskuddet er lavt.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at booke en tid.

Det er desværre ikke muligt at bruge henvisning fra egen læge hos mig